Siden
jeg blev handicappet for 12 år siden har jeg rejst på 5 kontinenter, de sidste
6 år med handicapservice i lufthavnene. Set har altid fungeret godt til
fantastisk, indtil min sidste rejse, hvor det i 3 ud af 6 tilfælde fungerede i
særklasse dårligt og under al kritik.
Udrejse
Kastrup fint, skift i Heathrow uproblematisk. Men ved ankomsten til Miami
startede mareridtene. Der mødte en pusher op med en kørestol. Vores rejseleder
havde sagt at vi skulle mødes ved bagage-udleveringen, og følges derfra. Det
fortalte jeg kørestols køreren, men uden effekt. Efter vi
havde fået kufferterne kørte han videre. Jeg protesterede, han kørte videre.
Min søster bad ham stoppe, han kørte videre og sagde noget til min søster, han
svarede og sagde en masse til hende hun ikke forstod. Hun bad ham tale til mig,
men ”sådan en” i kørestol taler man nok ikke med, og ”sådan en ” forstår
sikkert ikke noget. Jeg prøvede at råbe ham op uden reaktion, og falde ud af
stolen kan jeg heller ikke. Vi kom så ud. Resten af gruppen var der ikke, og
først i 4.forsøg lykkedes det at kontakte vor rejseleder på telefon. Vi kunne
gensidigt ikke klargøre for hinanden hvor vi var, ej heller med lokal civil
hjælp- der var ingen officials i syne og vores pusher forsvandt hurtigt, han
havde andet vigtigt arbejde, og lod os stå i en ankomsthal.
Vi blev
enige med rejselederen om at lede 10 min. mere og så skulle vi tage en taxa til
hotellet. Der blev gruppen så forenet. Herefter fin tur som ses i rejse-bloggen.
Så hjemturen: OH ve, oh ve, oh ve. Afgangshallen. Vi fik at
vide at vi nok kun ville blive booket ind til London, derfor skulle vi gå til
samme skranke som rejselederen så ville han sørge for at vi ville blive booket
direkte til Kastrup. Min kørestols kører stoppede midt i inchecknings-hallen og
beordrede mig over på en stol reserveret til handicappede. Jeg nægtede, men en
anden fra selskabet var allerede anbragt der, så jeg satte mig der, men da han
kørte mod skranken rejste jeg mig og gik mod rejselederen. Pusheren kom så
tilbage og beordrede mig ned. Jeg nægtede. Så kom rejselederen og spurgte til
problemet. Løsningen blev den at jeg blev siddende i kørestolen midt i hallen,
rejselederen tog så mit pas og billet til skranken, hvor de så mit billede og
skuede ud i hallen og foretog en sikker identifikation på 23-30 meter (jeg har barberet
skægget af siden jeg fik passet). I London gik det næsten lige så galt. 2
Kørestole ved flydøren. Den anden op til gangsystemet og anbragt på en stol. Da
jeg kom op holdt der 2 elbiler, med kun en ledig plads, nogle raske ledsagere
havde taget plads som de ikke ville vige for kørestolsbrugerne. Vores
medrejsende fra selskabet der er kræftpatient og meget svag blev beordret at gå
de 30 meter
hen til den bil der havde en plads- Helt uanstændigt så der revnede ballonen og
jeg talte med store bogstaver, De fik sat 2 raske af bilerne, så der blev plads
til os begge. Undervejs blev jeg omladet til en kørestol, og snart kom vi væk
fra vores rejsefælle, der igen senere blev skilt fra sin mand og veninde, så de
kom dryppende til Gaten lang tid efter jeg var kommet.
Hurra hjemme i Kastrup, hvor Falck sørgede for at alt
fungerede perfekt, og kørestolskørerne endda ville tale med de handicappede de
kører rundt med. Det er jo rart som handicappet at blive betragtet og behandlet
som et rigtigt menneske
